Frederikshavn Bedding

Første skibsværft i Frederikshavn

Et af Frederikshavns gamle træskibsværfter sprutter stadig af liv. Den 100 år gamle stoksav skærer sig langsomt men sikkert gennem egekævlerne i det funktionsdygtige træværksted. I det lille maskinværksted ved siden af kører drejebænken, og i skibsbyggeriet svejses der på et sø-gelænder. I telthallen udenfor skrabes og lakeres der. Det er forår og skibene ligger i kø ved anløbsbroen. Nogen venter på at komme op på beddingen, mens andre er ved at få sat master på. På overfladen ligner det et almindeligt træskibsværft. Men den brogede flok, af gamle og unge. Drenge, piger og mænd og kvinder fortæller alligevel, at det ikke er et almindeligt værft der ligger her i hjørnet af fiskerihavnen. Værftets ejerkreds er da også ganske ualmindelig og består af søspejdere, bådentusiaster, tidligere værftsarbejdere, sportsdykkere og så nogle museumsfolk.

Man skulle tro, at interesserne strittede i hver sin retning, hvad de da også gør. Men én ting har de til fælles – gamle træskibe. Træskibe fra dengang byen var berømt for sit fiskeri, sine dygtige træskibsbyggere, de sødygtige skibe, gode søfolk og byen hvor de mest pålidelige skibsmotorer blev bygget. Det var ganske vist i slutningen af forrige og begyndelsen af sidste århundrede. Men skibene sejler endnu og nogle af dem har plads ved anløbsbroen på det lille 100 år gamle foreningsejede træskibsværft ”Frederikshavn Bedding”.

Frederikshavn er uløseligt forbundet med havet. Placeringen ved den farlige udsejling fra Østersøen til Nordsøen, på det, der er den vigtigste skibsmotorvej mellem øst og vest og én af de mest trafikerede strækninger i verden, har haft en afgørende indflydelse på byen og os der bor her. En anden afgørende betydning er byens placering som mellemstation for trafikken mellem de væsentligste norske og svenske industriområder og det store europæiske marked.

   Mare nostrum, vores hav, kaldte romerne middelhavet. Kattegat og Skagerrak er vores hav, vores middelhav. Herover er kulturudveksling mellem det der i dag er Norge Sverige og Danmark foregået siden stenalderen. Transportmidlet var dengang stammebådene, de såkaldte eger. Fra middelalderen kender vi de næste både der sejlede Kattegat Skagerrak tyndt. Det er Elling å skibet og Nordstrandskibet der begge er smukke repræsentanter for overgangs-skibet mellem de nordiske vikingeskibe og ummelandsfarernes kogger.

I 1400 tallet flyttede skibene væk fra åhavnene og fandt læ for både øst- og vest-vindene på det flade vand mellem de 21 rev og øer som Hirsholmene består af og den næsten 100 meter høje Fladstrands knude. På land opstod fiskerlejet Fladstrand med sine kaase, hvor de små åbne både kunne ligge i læ. Fiskeri var naturligvis en hovedbeskæftigelse, hvilket ses af, at præstens løn og kirkens tiende blev afregnet i fisk. Svenske sildebusser gav i øvrigt senere navn til Busser rev, så fiskeriet tværs over Kattegat har været betydningsfuldt. Fiskerlejet Fladstrands handelsmæssige betydning steg op gennem 1500 tallet. Kongens interesse øgedes også for Fladstrand, som var let at besejle, enkel at forsvare og som kunne rumme mange skibe der kunne ligge og vente på konvoj. Det var naturligvis de mange krige mod Sverige i 1600 tallet og kongens bekymring om Norges providering der gjorde Fladstrand interessant.

De små åbne fiskerbåde er formentligt bygget på klamp efter lokale traditioner og i træ fældet i Bangsbos store skove. Derimod ser det ud til, at de noget større handelsskibe er købt og bygget på den anden side af havet. Mange fra Fladstrand har slået sig ned på Hallandskysten eller i Bohus len, som i dag er en del af Sverige. Andre har slået sig ned langs den norske Sørlandskyst mellem Larvik og Frederiksstad. Fra kirkebøgerne i Fladstrand kender vil tilnavne som svensk og norsk. Hvilket giver et godt billede af udvekslingen på tværs af havet, som var mere samlende end adskillende.

Da nationalstaterne i løbet af 1700 tallet ophævede de gamle bånd, betød det at det blev stadigt vanskeligere at opretholde de familiemæssige og økonomiske bånd over Kattegat og Skagerrak. Med helstatspolitikkens sammenbrud efter englandskrigen forsvandt for en stund også de tætte bånd til Norge. For købstaden Frederikshavn, som Fladstrand var blevet dødt om til i 1818, ville forbindelserne dog ikke dø. Efter 1850 kom der regelmæssige dampskibsforbindelser til Oslo og Kristiania i Norge og Göteborg i Sverige.

Frem mod slutningen af 1800 tallet stod Frederikshavn med hele fire træskibsværfter. H.V. Buhl var først også med industrialiseringen af den danske fiskeriflåde, og Frederikshavn blev hurtigt den mest betydningsfulde fiskeriby i Danmark. Værfter som Nic. Olsen, Hjørne & Jacobsen og Mortensens træskibsvæft samt H.V. Buhl byggede sødygtige skibe som kom til at operere så langt væk som på de Islandske fiskebanker. Frederikshavns to motorfabrikker Brødrene Houmøller og Frederikshavn Motorfabrik udviklede driftssikre skibsmotorer. Sammen har motorfabrikker og skibsbyggerier gjort Frederikshavn kendt over det meste af verden.

Det blev dog de skandinaviske færgeruter der holdt liv i forbindelserne, og i dag har stadig mange Frederikshavnere familie i Norge og Sverige og navne som Olsson og Kongsbak vidner om at det modsatte også gør sig gældende. Danske landbrugsprodukter var ofte afgørende for at Norge og Sverige kunne opretholde deres levestandard i krigs og krisetider. Et andet mere lyssky barmhjertighedssamarbejde mellem de nordiske lande stod den svenske spritsmugler Ernst Bremer for. Han havde en overgang familie og fast bopæl i Frederikshavn og mange smuglerbåde på Hertas Flak udenfor toldvæsenets rækkevidde.